Kultur og fritidsliv

Vi arbejder for et aktiv kultur- og fritidsliv for vores egne borgere og turister.

I samarbejde med de tværkulturelle fora skal Haderslev Kommune motivere, fremme og skabe rammer for frivillighed.

Kultur

Kulturen skal være med til at sætte kommunen på landkortet i endnu større omfang.

Samarbejdet med erhvervslivet skal på det kulturelle område udbygges væsentligt. Vores erhvervsvirksomheders vigtigste ressource, medarbejderne, har brug for at have tilbud i fritiden. Derfor er der grund til, at virksomhederne involverer sig mere i kulturlivet, end der hidtil har været tradition for.

Folkelige arrangementer skal hvile på et folkeligt engagement, og ikke på et kommunalt tilskud.

Vi er positive over for nye initiativer i en opstartsperiode – dog mener vi ikke, at vi skal kopiere aktiviteter fra andre byer.

Vi arbejder positivt for at bevare de små museer.

Teatret Møllen

Egnsteateret Møllen skal fortsat have opbakning med base i Møllen. Teatret Møllen skal nå bredere ud og udvide sit engagement i Haderslev Kommune, det skal ikke være for en lille lukket kreds.

Kunstforeningen

Haderslev Kommune bør støtte Kunstforeningen på havnen ved at stille de ydre rammer til rådighed. Foreningen skal selv stå for drift og vedligeholdelse.

Performance Akademiet

Vi ser positivt på en fortsat udvikling af Performance Akademiet.

Tørning Mølle og Gram Slotspark

Vi har en positiv tilgang til at Tørning Mølle og Gram Slotspark anvendes aktivt.

Idræt og Fritid

Der skal ligelig fokus på både breddeidrætten og eliteidrætten.

Vi ønsker at fremme samarbejdet mellem skolerne og idrætsforeningerne, for den vej igennem at sætte fokus på børns bevægelse og generelle sundhedstilstand.

Fokus på de fysiske rammer for idrætsforeninger og frivillige organisationer. Idrætsforeninger og frivillige organisationer skal have ordentlige fysiske rammer til deres udfoldelse, daglige liv og fortsatte udvikling.

Vi bør være opmærksomme på, at det frivillige idræts- og ungdomsarbejde fortsat bør nyde fremme.

Talentcenter Haderslev

Talentcenter Haderslev bør fortsat nyde støtte. Så der gives mulighed for at udbygge Talentcenter Haderslevs aktiviteter og muligheder i fremtiden. Området bør være under løbende udvikling, og medtage andre områder som f.eks. Performance akademiet. Vi skal bestræbe at de unge mennesker fastholder deres passion og sikres et godt fundament, hvis deres talent kan bære.

Haderslev Fodboldstadion

Udvikling af faciliteter gennem HFK Tribune A/S bør nyde kommunal velvilje i forhold til planlægning og lokalplan. Vi bifalder, at kapitalfremskaffelsen sker gennem privat initiativ.

Haderslev Idrætscenter

Haderslev Idrætscenter skal være et multicenter for idrætsrelaterede aktiviteter med svømmehal, badeland, squash osv. Der skal skabes en atmosfære, der syder af aktivitet.

Der bør iværksættes planer for at bygge et badeland i samarbejde med lokale foreninger – her tænkes især på Haderslev Svømmeklub.

Vi skal synliggøre vores faciliteter fra omkørselsvejen. (Der skal ryddes op i beplantningen).

Haderslev Kommune, bør understøtte en udvidelse af arealer, der kan anvendes som parkeringsareal i forbindelse med Haderslev Idrætscenter.

Lokale idrætsfaciliteter

Vi skal løbende udvikle vores faciliteter i landdistrikterne. Hvor nogle haller er kommunale skolehaller andre er selvejende. Haderslev Kommune indgår som aktiv part ved renovering og udvikling af vores lokale kultur- og idrætsfaciliteter. Vi er indstillet på at prioritere medfinansiering efter krone til krone princippet til en gennemgribende renovering af udvalgte faciliteter i landdistrikterne.

Svømmehal/badeland

En modernisering/udvidelse eller nybygning af svømmefaciliteterne til internationale standarder bør prioriteres, således at der er gode forhold til såvel elitesvømmere som motionssvømmere. Dette skal give mulighed for at trække større arrangementer, konkurrencer, mesterskaber til Haderslev. Her bør indtænkes et badeland med varmtvandsbassin mm.

Vi skal huske sundhedsperspektivet – såvel det forebyggende og det rehabiliterende i forbindelse med dette arbejde.

Ishockey

Forholdene for ishockeysporten har fået en meget høj standard for spillere og tilskuere. Her bør vi fastholde, at faciliteterne udnyttes bedst muligt – også til andre aktiviteter.

Haderslev Kommune bør understøtte en bedre trafikafvikling i forbindelse med Frøs Arena.

Hestesport

Haderslev Ponyklub er placeret ved Haderslev Idrætscenter, og bør indgå som en mere integreret del af idrætscenteret. Vi vil indgå i en positiv dialog omkring en ny placering, såfremt det ønskes, eller at ponyklubben bliver en mere naturlig del af Haderslev Idrætscenter.

Vandsport

Der bør udarbejdes en plan for vandsport i Yderdammen.

Vi ser positivt på initiativer, der kan understøtte mere professionelle ro-faciliteter på Yderdammen.

Roning er en smal sport, hvor deltagerne er villige til at køre langt efter gode faciliteter.

Kultur og Fritid er ved at undersøge en cirka omkostning ved reetablering af de anlæg, der findes i Dammen.

Herudover vil det kræve, at de 2 lokale roklubber har kræfterne til at sikre et mere fornuftigt brug af anlægget.

Folkeoplysning

Haderslev Kommune bør yde et større tilskud til folkeoplysningen, så man kan nærme sig landsgennemsnittet.